Sommertræning på Frederiksberg Stadion:
Motion og træning til idrætsmærket
Medlemmer af SAGA har mulighed for at fortsætte motionsgymnastikken i sommermånederne.
I maj, juni og august mødes vi hver tirsdag kl. 18.30 og får rørt kroppen. Kun i skolesommerferien er Stadion lukket, og så må vi også holde ferie.
Sommertræningen består af to dele – motion/opvarmning og træning til idrætsmærket
Motion og opvarmning varer 30-45 minutter og ledes af en af instruktører fra vinterens hold.
Vi løsner led og muskler, træner kondition, smidighed og styrke og til sidst spænder af, helt som vi gør ved vintertræningen. Normalt foregår det på græsarealet bag ved Tre Falke Hallen, men bliver vejret rigtig slemt, plejer vi at finde en løsning inden døre.
Efter motion og opvarmning går nogle deltagere hjem. Andre fortsætter med atletiktræning for at bestå kravene til idrætsmærket i atletik. Træningen ledes af SAGAs egne godkendte idrætsmærke-dommere.
Atletikøvelserne er forskellige former for kast, kuglestød, løb, højdespring og stående længdespring. Vi får instruktion i de enkelte øvelser, prøver dem og forbedrer vores resultater ved at lære teknikken i øvelserne. Det er sjovt at være sammen om atletikken. Ingen af deltagerne er specielt gode til det, men kravene for at bestå idrætsmærkeprøven er tilpasset køn og alder, så de fleste har en chance for at få idrætsmærket. Vi hjælper og støtter hinanden og har også glæde af det sociale samvær.
For at få idrætsmærket, skal vi også bestå en formprøve. I nogle bestemte øvelser skal vi vise din styrke i arme, ben, mave og ryg. Også her er kravene tilpasset køn og alder, så hvis du har fulgt vinterens motion, kan du også klare denne opgave.
Endelig er der en udholdenhedsprøve, hvor du skal gå, løbe eller cykle en bestemt distance inden for en fastsat tid. For gang og cykling fastsætter og annoncerer SAGA en bestemt dag, hvor du kan møde op og få målt din tid på en bestemt rute. Gåturen afvikles normalt i Dyrehaven, og der er tradition for, at de, der har lyst, går på Bakken og spiser sammen bagefter.
Datoerne for start og slut på sommertræningen og for prøverne i gang og cykling annonceres på hjemmesiden og på SAGAs Facebookside.
Idrætsmærketagere 2023.
Idrætsmærketagere 2022.